Miasser Hawwa
Nedenfor bringes et portræt af Miasser Hawwa. Bragt i Ballerup Bladet d. 18.4.2006
Jeg blev født i en muslimsk familie, i en børneflok på 10, er jeg nr. 9 i rækken, i en lille landsby (Elrenah), som ligger mellem Nazareth og Genesareth Sø i Palæstina.
I landsbyen boede omkring 5000 indbyggere, hvor af ca. 1/3 del var kristne og resten muslimer.
Jeg gik i en katolsk skole de første 5 år af min skolegang. På skolen var der omkring 2 procent muslimske børn. Skolen blev oprettet af en præst og nogle nonner, der emigrerede til Israel fra Italien. Deres mission var at give palæstinensiske børn god undervisning og gode livsvilkår. De ofrede en stor del af deres tilværelse på at gøre skolen rummelig og mangfoldig.
Skolen var meget åben overfor eleverne og deres familier. Eleverne betragtede næsten skolen som deres hjem, efter undervisningen. Den gang var der ikke noget fritidshjem/SFO, eller noget fritidstilbud til børnene. Kommunen havde ikke råd til den slags ting og da de fleste mødre gik hjemme var der ikke rigtig behov for at børnene blev passet af andre.
I starten var det et dilemma for mine forældre, da de på den ene side ønskede at jeg skulle gå på den almindelige kommuneskole, for at lære noget om min religion Islam, men da de undersøgte den katolske skoles værdier og budskab, fandt de ud af at der ikke var den store forskel mellem kristendom og islam. Mine forældre opdagede at der var mange vigtige og almenmenneskelige aspekter i skolens budskab, nemlig respekt og dialog mennesker i mellem. Efter nogle samtaler mellem min far, andre forældre og skolen, lavede man om på undervisnings pensumet så der blev undervist i alle religioner i stedet for kun i kristendom. Præsten sagde, på et tidspunkt, til min far at alle på skolen og især de voksne fik åbnet øjnene for et betydningsfuldt indhold i undervisningen med den nye undervisningsform.
Nonnerne var meget kærlige og nærværende og skolen var præget af en varm og respektfuld stemning. Der var oftest lagt op til at eleverne skulle have en mening om tingene. Eleverne blev
tit spurgte om hvilke regler og normer der skulle gælde på skolen og nonnerne og præsten var næsten altid parate til at tage en snak med eleverne. Jeg husker en vigtig sætning de tit brugte
?Med dialogen kan vi nå langt?. Da jeg spurgte dem hvad de mente med dialogen sagde de:
? Dialog er et græsk ord og betyder at skabe mening sammen?. Dette levede de fuldstændigt op til.
Jeg har beundrede dem og så dem som store forbilleder, og det gør jeg stadig.
Da jeg var 18 år blev jeg tvunget ind i et arrangerede ægteskab. Jeg havde en drøm om at få en uddannelse og noget arbejde, men dette kunne pga. forskellige omstændigheder ikke lade sig gøre. Den sociale, økonomiske og politiske situation, for palæstinensiske kvinder, var og er stadig ret belastet og ofte håbløs. Mine forældre havde både økonomiske vanskeligheder og andre problemer. Et af de problemer var at min storsøster, som var rejst til Danmark året før, for at få sig en uddannelse, blev forelsket i en dansker og giftede sig med ham senere. (Hun er stadig gift med den samme og de har 4 børn).
Mine forældre fik et chok, da de slet ikke havde forventet eller forestillet sig at dette kunne ske. Min søster skulle kun ha` sig en uddannelse som læge og vende tilbage til Palæstina for at tjene sit folk. De var dels bange for at det ikke var et seriøst ægteskab, dels var de bange for at familiens ære var blevet ødelagt. De var også bange for at der ikke var nogen der ville fri til mig eller ville nærmere sig vores familie. Jeg var den sidste ud af børneflokken, der boede hjemme. Hele situationen påvirkede familien og skabte dårlig stemning.
Da de senere fik mulighed for at få mig afsat, blev de nærmest lykkelige. Jeg ville ikke skuffe dem og bebyrde dem yderligere. Jeg måtte acceptere ægteskabet for at familiens ry kunne blive stabiliseret og der faldt lidt ro over lejren.
Men ægteskabet blev til et helvede. Jeg landede hos en fundamentalistisk familie, der på ingen
måde havde respekt for kvinder eller andre mennesker, der vovede at have en anden mening end mandens. De var ret primitive og der var ingen logik i de regler de levede efter. Efter mange dårlige oplevelser og en barsk skilsmisse, kom jeg ud af det hele med store omkostninger. Én af dem blev at jeg besluttede mig at forlade Palæstina i 1981 og kom til Danmark som 20 årig.
Heldigvis var jeg ikke alene, for i forvejen havde jeg to brødre (udover min søster), som også havde valgt at forlade Palæstina pga. af den politiske situation. De havde et travlt liv med arbejde og familie.
Danskerne virkede meget fortravlede og dørene var næsten altid lukkede. Det var uvant for mig, for i Palæstina var man næsten aldrig helt alene, der var altid mennesker omkring én. Naboer samles tit, spiste sammen, grinede og grædt og talte om sjov og alvor. Det billede jeg fik af Danmark var at man levede for at arbejde. For mig var det ikke forkert, men der manglede en anden dimension i tilværelsen, det uformelle, men forpligtende sociale fællesskab.
Jeg fik også hurtigt et arbejde, en lejlighed, og var sikker på at jeg skulle have en uddannelse. Endeligt kunne jeg realisere min drøm. Men jeg var noget ensom, for venner var der ikke mange af det første år. Jeg fik af og til en stærk hjemve og længtes efter fællesskabet og det engagerede naboskab, der var i Palæstina.
Jeg konstaterede at tingene på en måde var vendt lidt på hovedet. Livet vil næsten altid være fyldt med udfordringer eller ting man stræber efter. Jeg tænkte at jeg måtte gøre noget selv, for tingene kom nok ikke af sig selv.
Jeg bestemte mig til at arbejde så meget som muligt og spare op til en uddannelse. Så jeg knoklede om dagen med sprogundervisningen og om aften havde jeg et rengøringsjob. Efter et par år lykkedes det for mig at få HF og forberede mine muligheder for at læse til sygeplejerske, men desværre fik jeg at vide at jeg ikke kunne blive optaget pga. at jeg manglede nogle erhvervs erfaringer.
Jeg begyndte at arbejde i børneinstitutioner for at forbedre min mulighed for at blive optaget på sygeplejerskeskolen med en dispensation, men dette hjalp heller ikke. Efter tredje forsøg opgav jeg, da jeg fik at vide at der var for mange der havde søgt og der ikke var plads til mig.
Ærgerligt nok, men jeg ville have en uddannelse, selvom det var svært at lære det danske sprog ordentligt og det var ikke nemt at få danske venner. Min danske nabo, som jeg beklagede mig til, sagde til mig, at jeg bare skulle melde mig ind i en forening eller en hoppyklub.
Jeg gik på biblioteket, tog mod til mig, og spurgte en rar bibliotekar, som smilede og virkede
imødekommende, om hun kunne hjælpe mig med at finde en eller anden klub, forening eller hvad som helst, hvor jeg kunne få danske venner.
Jeg måtte prøve noget forskelligt, så der blev tid til keramik, maling, gymnastik, svømning, spejder og ?ud at se på fugle med naturvejlederen? osv.
Jeg ska? love for at jeg fik lært en hel del om den danske historie, sproget, kulturen, mentaliteten og meget andet. Jeg fik også danske venner, som er for mig i dag en slags familie.
Dette gav mig lyst til at læse til pædagog, og senere læste jeg videre til integrationsformidler, og i dag er jeg i gang med at uddanne mig til familie terapeut.
Arbejdet med integration og kommunikation mennesker imellem og på tværs af kulturer optager mig meget og jeg håber at jeg kan bidrage med mine personlig erfaringer til mine medborgere, så vi, mennesker fra forskellige verdensdele, undgår at fordømme hinanden og tager afstand fra hinanden, men viser en naturlig nysgerrighed for hinanden, for som min store læremester præsten fra den katolske skole i Elrenah sagde: ? med dialog når vi langt og vi kan, med dialogen skabe mening sammen?.
En vigtig ting, som jeg er sikker på vi kan være enige om og som vi må huske på er:
drømmen om et godt liv er fælles for os alle!
d. 29.marts. 06
Jeg blev født i en muslimsk familie, i en børneflok på 10, er jeg nr. 9 i rækken, i en lille landsby (Elrenah), som ligger mellem Nazareth og Genesareth Sø i Palæstina.
I landsbyen boede omkring 5000 indbyggere, hvor af ca. 1/3 del var kristne og resten muslimer.
Jeg gik i en katolsk skole de første 5 år af min skolegang. På skolen var der omkring 2 procent muslimske børn. Skolen blev oprettet af en præst og nogle nonner, der emigrerede til Israel fra Italien. Deres mission var at give palæstinensiske børn god undervisning og gode livsvilkår. De ofrede en stor del af deres tilværelse på at gøre skolen rummelig og mangfoldig.
Skolen var meget åben overfor eleverne og deres familier. Eleverne betragtede næsten skolen som deres hjem, efter undervisningen. Den gang var der ikke noget fritidshjem/SFO, eller noget fritidstilbud til børnene. Kommunen havde ikke råd til den slags ting og da de fleste mødre gik hjemme var der ikke rigtig behov for at børnene blev passet af andre.
I starten var det et dilemma for mine forældre, da de på den ene side ønskede at jeg skulle gå på den almindelige kommuneskole, for at lære noget om min religion Islam, men da de undersøgte den katolske skoles værdier og budskab, fandt de ud af at der ikke var den store forskel mellem kristendom og islam. Mine forældre opdagede at der var mange vigtige og almenmenneskelige aspekter i skolens budskab, nemlig respekt og dialog mennesker i mellem. Efter nogle samtaler mellem min far, andre forældre og skolen, lavede man om på undervisnings pensumet så der blev undervist i alle religioner i stedet for kun i kristendom. Præsten sagde, på et tidspunkt, til min far at alle på skolen og især de voksne fik åbnet øjnene for et betydningsfuldt indhold i undervisningen med den nye undervisningsform.
Nonnerne var meget kærlige og nærværende og skolen var præget af en varm og respektfuld stemning. Der var oftest lagt op til at eleverne skulle have en mening om tingene. Eleverne blev
tit spurgte om hvilke regler og normer der skulle gælde på skolen og nonnerne og præsten var næsten altid parate til at tage en snak med eleverne. Jeg husker en vigtig sætning de tit brugte
?Med dialogen kan vi nå langt?. Da jeg spurgte dem hvad de mente med dialogen sagde de:
? Dialog er et græsk ord og betyder at skabe mening sammen?. Dette levede de fuldstændigt op til.
Jeg har beundrede dem og så dem som store forbilleder, og det gør jeg stadig.
Da jeg var 18 år blev jeg tvunget ind i et arrangerede ægteskab. Jeg havde en drøm om at få en uddannelse og noget arbejde, men dette kunne pga. forskellige omstændigheder ikke lade sig gøre. Den sociale, økonomiske og politiske situation, for palæstinensiske kvinder, var og er stadig ret belastet og ofte håbløs. Mine forældre havde både økonomiske vanskeligheder og andre problemer. Et af de problemer var at min storsøster, som var rejst til Danmark året før, for at få sig en uddannelse, blev forelsket i en dansker og giftede sig med ham senere. (Hun er stadig gift med den samme og de har 4 børn).
Mine forældre fik et chok, da de slet ikke havde forventet eller forestillet sig at dette kunne ske. Min søster skulle kun ha` sig en uddannelse som læge og vende tilbage til Palæstina for at tjene sit folk. De var dels bange for at det ikke var et seriøst ægteskab, dels var de bange for at familiens ære var blevet ødelagt. De var også bange for at der ikke var nogen der ville fri til mig eller ville nærmere sig vores familie. Jeg var den sidste ud af børneflokken, der boede hjemme. Hele situationen påvirkede familien og skabte dårlig stemning.
Da de senere fik mulighed for at få mig afsat, blev de nærmest lykkelige. Jeg ville ikke skuffe dem og bebyrde dem yderligere. Jeg måtte acceptere ægteskabet for at familiens ry kunne blive stabiliseret og der faldt lidt ro over lejren.
Men ægteskabet blev til et helvede. Jeg landede hos en fundamentalistisk familie, der på ingen
måde havde respekt for kvinder eller andre mennesker, der vovede at have en anden mening end mandens. De var ret primitive og der var ingen logik i de regler de levede efter. Efter mange dårlige oplevelser og en barsk skilsmisse, kom jeg ud af det hele med store omkostninger. Én af dem blev at jeg besluttede mig at forlade Palæstina i 1981 og kom til Danmark som 20 årig.
Heldigvis var jeg ikke alene, for i forvejen havde jeg to brødre (udover min søster), som også havde valgt at forlade Palæstina pga. af den politiske situation. De havde et travlt liv med arbejde og familie.
Danskerne virkede meget fortravlede og dørene var næsten altid lukkede. Det var uvant for mig, for i Palæstina var man næsten aldrig helt alene, der var altid mennesker omkring én. Naboer samles tit, spiste sammen, grinede og grædt og talte om sjov og alvor. Det billede jeg fik af Danmark var at man levede for at arbejde. For mig var det ikke forkert, men der manglede en anden dimension i tilværelsen, det uformelle, men forpligtende sociale fællesskab.
Jeg fik også hurtigt et arbejde, en lejlighed, og var sikker på at jeg skulle have en uddannelse. Endeligt kunne jeg realisere min drøm. Men jeg var noget ensom, for venner var der ikke mange af det første år. Jeg fik af og til en stærk hjemve og længtes efter fællesskabet og det engagerede naboskab, der var i Palæstina.
Jeg konstaterede at tingene på en måde var vendt lidt på hovedet. Livet vil næsten altid være fyldt med udfordringer eller ting man stræber efter. Jeg tænkte at jeg måtte gøre noget selv, for tingene kom nok ikke af sig selv.
Jeg bestemte mig til at arbejde så meget som muligt og spare op til en uddannelse. Så jeg knoklede om dagen med sprogundervisningen og om aften havde jeg et rengøringsjob. Efter et par år lykkedes det for mig at få HF og forberede mine muligheder for at læse til sygeplejerske, men desværre fik jeg at vide at jeg ikke kunne blive optaget pga. at jeg manglede nogle erhvervs erfaringer.
Jeg begyndte at arbejde i børneinstitutioner for at forbedre min mulighed for at blive optaget på sygeplejerskeskolen med en dispensation, men dette hjalp heller ikke. Efter tredje forsøg opgav jeg, da jeg fik at vide at der var for mange der havde søgt og der ikke var plads til mig.
Ærgerligt nok, men jeg ville have en uddannelse, selvom det var svært at lære det danske sprog ordentligt og det var ikke nemt at få danske venner. Min danske nabo, som jeg beklagede mig til, sagde til mig, at jeg bare skulle melde mig ind i en forening eller en hoppyklub.
Jeg gik på biblioteket, tog mod til mig, og spurgte en rar bibliotekar, som smilede og virkede
imødekommende, om hun kunne hjælpe mig med at finde en eller anden klub, forening eller hvad som helst, hvor jeg kunne få danske venner.
Jeg måtte prøve noget forskelligt, så der blev tid til keramik, maling, gymnastik, svømning, spejder og ?ud at se på fugle med naturvejlederen? osv.
Jeg ska? love for at jeg fik lært en hel del om den danske historie, sproget, kulturen, mentaliteten og meget andet. Jeg fik også danske venner, som er for mig i dag en slags familie.
Dette gav mig lyst til at læse til pædagog, og senere læste jeg videre til integrationsformidler, og i dag er jeg i gang med at uddanne mig til familie terapeut.
Arbejdet med integration og kommunikation mennesker imellem og på tværs af kulturer optager mig meget og jeg håber at jeg kan bidrage med mine personlig erfaringer til mine medborgere, så vi, mennesker fra forskellige verdensdele, undgår at fordømme hinanden og tager afstand fra hinanden, men viser en naturlig nysgerrighed for hinanden, for som min store læremester præsten fra den katolske skole i Elrenah sagde: ? med dialog når vi langt og vi kan, med dialogen skabe mening sammen?.
En vigtig ting, som jeg er sikker på vi kan være enige om og som vi må huske på er:
drømmen om et godt liv er fælles for os alle!
d. 29.marts. 06
posted by BMF at
3:52 PM
